Hvad er en samtalegruppe?

Det er et sted at mødes med andre unge med samme problemer. Det kan være mobning, ensomhed, en følelse af at være udenfor, en trang til at få et gladere liv, men hvordan?   Det er også et sted, hvor man får talt om følelser og problemer, man ellers ikke snakker med nogen om. Og dét man siger, kommer ikke videre, for alle i gruppen har tavshedspligt.  

Det er en mulighed for at finde et nyt fællesskab og måske nye venner – nogen at dele tanker, glæder og sorger med. Et trygt sted til støtte og opmuntring.   Og det er her, man kan finde modet til at foretage de ting i sit liv, man har lyst til, men ikke rigtigt tør. Ved at erkende sine stærke og svage sider får man nemlig både større balance og mere mod på livet.

Større selvværd og netværk – det er målet, vi sammen arbejder henimod. Og det nås, fordi du ved at møde ligestillede får det bedre med dig selv og henter nyt håb og mod.